
pilates - vejen til en sundere tilværelse
Hvad er Pilates?
Pilates er et unikt træningssystem, der skaber balance mellem kroppens nervesystem, led og muskler. Pilates styrker og strækker kroppen på samme tid. Slappe steder strammes op og stramme steder smidiggøres.
Flot kropsholdning og bedre balance
Dine muskler kommer til at fungere som mere hensigtsmæssige ”barduner” for din rygsøjle og resten af skelettet, og du opnår bedre krops-holdning. Pilates styrker primært holdningsmusklerne; den dybe mavemuskel, bækkenbunden, vejtrækningsmusklerne, de skrå mavemuskler, de dybe rygmuskler langs rygsøjlen samt baldemusklerne som tilsammen giver kropsstammen stabilitet, hvilket tilmed er afgørende for balancen. Pilatesøvelser styrker centeret af kroppen, hvorfra al vores daglig bevægelse udgår. God balance forudsætter desuden et toptunet nervesystem og kræver et godt samspil mellem vores sensoriske, motoriske og mentale system. Pilates udfordrer disse systemer samtidig med at træningen fokuserer på 6 grundprincipper.
Grundprincipperne
- Vejrtrækning - Kontrol - Centrering - Præcision - Koncentration - Flow
Teknisk træning med stor effekt. Pilates er en intens træningsform og læres ikke på 5 minutter. Du skal have lyst til at fokusere, koncentrere og fordybe dig i en forunderlig times arbejde med dig selv og din krop. Til gengæld er det let at mærke, at der sker fremskridt fra gang til gang, og vi tør godt garantere, at du uanset træningsniveau, vil kunne mærke en effekt.
Joseph H. Pilates: ”Efter 10 gange kan du mærke en forskel, efter 20 gange kan du se en forskel og efter 30 gange har du en helt ny krop”
Træning til individuelle behov
Vi er alle forskellige og kommer med hver vores kropsholdning, som er formet gennem et langt liv – af den måde vi har brugt og ikke brugt os selv på. Holdene er derfor aldrig større end instruktøren kan hjælpe og vejlede individuelt; på maskiner max 4 personer og på gulv 8-10 personer.
Hvem laver Pilates?
Specielt velegnet ved: Ryg problemer - Dårlig kropsholdning - Dårlige/ensidige arbejdsstillinger - Nakke/skulder spændinger - Genoptræning efter en skade - Svag bækkenbund - Hypermobile led - Brystoperation - Gener efter whiplash - Problemer fra bækkenet - Ødemer - Graviditet eller lige efter fødsel - Kejsersnit eller anden maveoperation - Problemer med at slappe af.
Pilates hjælper dig til at holde af din krop eller kende den bedre, samt afsløre og dermed afskaffe dårlige vaner i dagligdagen!
Pilates Faciliteter
Kiropraktorhuset er et af de få fuldt udstyrede Pilates Studier på fyn. Hele 1. salen er dedikeret til Pilates, og vi har 2 skønne træningssale med forskelligt Pilatesudstyr. I vores ene træningssal tilbyder vi træning i Reformer, Cadillac og på Wunda Chair. I vores anden træningssal er vi udstyret med 10 Pilates Wall Towers, som giver mulighed for en meget variereret Pilates træning på måtte.
Pilatesudstyret er specielt udviklet af Joseph Pilates for optimal træning. Maskinerne er basereret på modstandstræning gennem fjedre og egen kropsvægt, og er derfor meget skånsom for leddene. Under træning i maskinerne befinder du dig i mange forskellige udgangsstillinger, med forskellige krav til balance og stabilitet. Mange øvelser udfordrer koordinationen og giver dig fornemmelsen af at komme helt ind til knoglerne. Øvelsesudvalget i maskinerne er uendelig stort og spænder fra simple bevægelser til mere akrobatiske konstellationer. Du kan genoptræne en skade fra helt lavt niveau eller udfordre hele kroppen i den mest avancerede Pilates workout. Vores brede udvalg af Pilates udstyr giver en unik mulighed for mange forskellige øvelser, og derved variereret og udfordrende træning.
REFORMER
Reformer’en består af en slæde, der kan glide frem og tilbage på skinner. Det er på denne slæde, at du sidder, ligger eller står i øvelserne. Maskinen er udstyret med håndtag i et fastmonteret snoretræk omkring to kabler, som bruges til både hænder og fødder. Modstanden i kablerne justeres gennem fjedre med forskellig modstand. Når der trækkes i disse håndtag bevæges slæden under dig.
CADILLAC
Cadillac’en er en af de mest effektive og alsidige træningsmaskiner, der nogensinde er bygget. Den består af en forhøjet plade omgivet af en firbenet ramme hvorfra div. barrer, remme, stropper - og du selv hænger. Cadillac’en blev bygget ud fra sygesengene på hospitalerne under 1. verdenskrig, hvor Joseph H. Pilates genoptrænede de sårede soldater. Cadillac’en kan fungere som både Wall-Tower og Reformer, da maskinen kan ændres fra den fastliggende plade til en glidende slæde.
WUNDA CHAIR
Wunda Chair er en forunderlig træningsmaskine. Designet er simpelt og ”stolen” er den mindste maskine i vores Pilates studie, men mulighederne er multidimensionelle. Du kan lave liggende, siddende, knælende og stående Pilates øvelser på den. De øvelser vi allerede kender fra måtte-Pilates kan laves på Wunda Chair, man får her et twist da der stilles helt andre krav til din balance, styrke og kropsstammekontrol. En sjov og legende måde at forbedre din Pilates form på!
WALL TOWER
Wall Tower et et tårn fastspændt til væggen. På tårnet er monteret en ramme og fjedre, hvorpå stropper til fødder og hænder og en trapez kan fastspændes. Træning på Wall Tower giver ekstra variation og udfordring til
de klassiske Pilates måtte-øvelser.
ANDET EQUIPMENT
Der anvendes i træningen diverse Pilates redskaber som Magic Circle, Spine Corrector, Foot Corrector, Toe Corrector og forskellige Barrels. Vi har et stort udvalg af andre træningshjælpemidler som store og små bolde, foamroller, ruller, elastikker mm.
Du er meget velkommen til at droppe ind for at se vore faciliteter og fornemme den gode stemning der er i huset.