Historien


Kiropraktik i over 100 år.

image.png

I maj 1991 etablerede kiropraktor Karina Gyrst sin første kiropraktiske klinik i "Den Rosenvinske Gaard" i Korsgade i Nyborg. Karina Gyrst kom i 1990 tilbage til Danmark fra sin uddannelse på Palmer College of Chiropractic i Iowa og efter endt turnus kunne Karina Gyrst åbne Kiropraktorhuset i Nyborg. Allerede fra starten udviklede Karina Gyrst den tværfaglige praksis-tankegang, idet hun de første 5 år delte lokaler med Dr. Med. Professor Erik Hansen, som bl.a. er uddannet Børneneurolog og har skrevet en bog som stadig bruges på kiropraktorstudiet.

Ønsket om en tværfaglig klinik i Nyborg stillede krav til mere plads, og jagten på nye lokaler til en kiropraktorklinik i Nyborg gik ind. I 2004 erhvervede Karina Gyrst den smukke Gamle Toldbod på Midtermolen i Nyborg.

Toldboden blev bygget i perioden 1856-57 efter tegninger af konstitueret bygningsinspektør Carl August Møller og den blev taget i brug i 1857. Bygningen fungerede som Toldkammer frem til 1971, hvorefter den blev anvendt til forskellige kontorlejemål. Der fulgte en udfordrende istandsættelse med, da den Gamle Toldbod naturligvis er et fredet hus og bærer Fredningsstyrelsens symbol på indgangspartiet. Karina Gyrst har sidenhen været byggeleder på husets nye tag og nye vinduer.

I Kiropraktorhuset Gl. Toldbod i Nyborg fik Karina Gyrst mulighed for at lave sin tværfaglige drømmepraksis, hvor der udover kiropraktik blev plads til fysioterapi og Danmarks første Equipment Pilates Studie på 1. sal. Derudover var Kiropraktorhuset først på Fyn til at have både diætist og psykolog i samme praksis.

I Kiropraktorhuset praktiserer 3. generation af kiropraktorerne Gyrst. Peter Gyrst’ farfar Peter Thorvald Gyrst var en af landets første kiropraktorer, uddannet på Palmer College of Chiropractic i 1926, og praktiserede i Svendborg. Efterfølgeren Keld Gyrst opstartede kiropraktorklinikken Kiropraktorerne Gyrst i Odense, hvor sønnerne Peter og Henrik Gyrst sammen har haft praksis i 30 år. Henrik Gyrst praktiserer stadig i Odense, Kiropraktorerne Gyrst og Mehlum, hvor Peter Gyrst nu er tilknyttet klinikken i Nyborg.

Vi har i Kiropraktorhuset Gl. Toldbod i Nyborg gennem årene uddannet utallige succesfulde kiropraktorer, hvor flere af dem nu har egen klinik. Blandt andre kan vi anbefale Christian Stamer i Kolding.

Den Gamle Toldbod er pga. sin fredning, desværre ikke en handicapvenlig klinik. Til gengæld nyder patienter og ansatte hver dag klinikkens højloftede rum med de store vinduer, som gør at Toldboden blandt andet har Danmarks smukkeste træningssal, hvorfra den skønne udsigt med den skiftende belysning fra havnen kan nydes.