19.12.23
01.12.23
28.11.23
04.09.23
09.08.23
04.08.23
03.08.23
24.07.23
08.06.23
24.04.23
31.01.23
Er du nyløber eller er du bare kommet ud af form med dit løb? Så er du velkommen i Kiropraktorhusets løbefællesskab. Vi starter torsdag d. 9. februar kl 17.00 på bolværket og du møder bare op i løbetøj (ingen tilmelding nødvendig). Torsdag d. 9 februar går vi en tur sammen og ser hvor du er og forventningsafstemmer.
Så er vi i gang. Løbefællesskabet er skabt med afsæt i at få ny-løbere i gang. Det eneste det kræver er, at du tilmelder dig Royal Run 1 mile eller 5 km. Alt andet bidrager kiropraktorhuset med. Der vil være et tværfagligt fokus af informationer fra kiropraktorer, fysioterapeut, Qigong og pilates inspiration.
Du får, hvis relevant for dig, mulighed for:
· Nyt ugentligt løbeprogram med gode øvelser og løberåd til ugen.
· Løbeanalyse med fokus på helheden og skadesfrihed. Vi ser på rygsøjlen, bækken, hofter, knæ og dine fødder under løb.
· Fokus på dine fødder. Undersøgelse, analyse og info om behandlingsmuligheder samt gode fodøvelser.
· Viden om balance og løb. Pilates og Qigong øvelser der kan styrke din balance.
Vi stræber ikke efter en hurtig løbetid, men give et trygt miljø og sund tilgang med fokus på forebyggelse af skader, fremme sundhed og velvære. Men vi skal først og fremmest have det sjovt.
19.09.2022
14.09.2022
05.01.2022
20.05.2021
18.11.2020
Billedet er fra den tid hvor der stadig lå en garnison i Nyborg, som havde til huse i landporten og de nu nedrevne 250 år gamle gule bygninger som lå foran Nyborg slot. Det er Peter Thorvald Gyrst vi ser på billedet i front yderst til højre.
3. GENERATIONER KIROPRAKTORER MED DYBE RØDDER I NYBORG.
En lille historie i anledning af kiropraktikkens 125 års jubilæum.
Hvad har den herre der får forrest til højre sammen med soldater fra garnisonen i Nyborg med kiropraktikkens 125 års jubilæum at gøre? Han hedder Peter Thorvald Gyrst og er født i Skårup ved Svendborg 1879. Han blev uddannet i militæret som fægte- og bokselærer og siden som sygegymnast, som er datidens svar på en fysioterapeut, hvor han arbejdede på tyske kurbade blandt andet i Wiesbaden.
Peter Thorvald Gyrst møder de første danske kiropraktorer, måske Sophus Larsen der kom til Danmark i 1920. Dette har gjort så stort et indtryk på ham at han rejser til USA i 1920 for at uddanne sig til kiropraktor på Palmer College of Chiropractic i Davenport i staten Iowa. En lang rejse til New York med damper hvor han er registreret på Ellis Island New York passagererliste fra 1923. Derfra har turen gået videre til Chicago med tog og videre derfra til Davenport som ligger ved floden Mississippi. Hans hustru Elise blev hjemme og passede parrets 2 børn Ella og Keld Gyrst. Keld Gyrst uddanner sig til Kiropraktor i 1936.
I juni 1926 kommer Peter Thorvald Gyrst hjem til Svendborg hvor han nedsætter sig som Kiropraktor. I årene 1930-1934 var han desuden også formand for Dansk Kiropraktor Forening, der i år fylder 95 år. Han sikrede kiropraktorernes ret til at tage Røntgenbilleder, hvilket sidenhen har haft stor betydning for professionen og dens vej hen mod status som specialist i bevægeapparatetslidelser.
3. generations kiropraktor Peter Gyrst, der også er uddannet på Palmer College of Chiropractic, har sin daglige gang sammen med sin hustru kiropraktor Karina Gyrst i Kiropraktorhuset Gl. Toldbod ved havnen her i Nyborg. Her videreføres de gode håndværkstraditioner som har kendetegnet kiropraktorfamilien og som har gjort navnet Gyrst synonymt med elegant håndværk.
Et af de mottoer der har lydt i familien i generationer er: Hvis du laver en kiropraktisk behandling der gør ondt, er du ikke dygtig nok!
Om der kommer en 4. generation? Kiropraktor Henrik Gyrst’s søn Carl Frederik Gyrst starter på Syddansk Universitet i Odense til januar, så det gør der!
31.03.2020
Pludselig blev der stille - også i Kiropraktorhuset i den Gamle Toldbod på havnen.
At få kiropraktisk behandling er uden tvivl både en personlig og nærværende oplevelse med direkte kontakt mellem behandler og patient. Derfor valgte Kiropraktorhusets ejer Karina Gyrst øjeblikkeligt efter Statsministerens udmelding d. 11. Marts 2020 at lukke for alle ikke akutte krævende behandlinger.
Karina Gyrst som har praktiseret i Nyborg i 29 år udtaler: “Det var den underligste fornemmelse at ringe til flere hundrede patienter og overbevise dem om, at deres nøje fagligt planlagte sundhedsbehandling pludselig måtte udskydes på ubestemt tid.
Alle klinikkens Pilates hold blev ligeledes aflyst med kort varsel. Det var en nødvendig beslutning. Vi ønsker på ingen måde at bidrage til smittespredning.
Sundhedsstyrelsen og Dansk Kiropraktor Forening meldte et par dage senere ud, at vi som profession er en del af beredskabet og indgår bl.a. for at aflaste sundhedssystemet.”
Det er Kiropraktor Morten Bækgaard, som er ansvarlig for den daglige drift af klinikken under krisen.
“Vi har set patienter i klinikken, der havde forsøgt at få tid hos egen læge, men ikke kunne komme til. Jeg har haft flere akutte tilfælde med nerverodstryk, traume skader og en enkelt, der havde fået sammenfald i rygsøjlen efter et fald. Dette blev røntgenfotograferet og hjulpet i samarbejde med praktiserende læge samme dag. Flere af disse patienter ville kræve sengepladser i det offentlige, hvis ikke det blev håndteret i primærsektoren. Det føles godt at kunne aflaste de praktiserende læger, som oplever et stadigt stigende pres som epidemien skrider frem.
Ofte er det kreativitet, der bryder ulykkens stund. Vi synes, at vi har været kreative i den grundige visitation - især da der som udgangspunkt endnu ikke findes en telefonkonsultation i sundhedsydelser til kiropraktorer. Vi er begyndt at bruge Facetime, og prøver derigennem at screene patienter på afstand, så vi kun ser de, der virkelig har problemer, og som ikke bør vente. Andre har blot brug for gode råd og øvelser så de kan komme trygt videre.
Derudover sikrer vi os naturligvis, at patienten ikke har oplevet feber eller hoste det seneste døgn. Således kommer der ikke nogen ind på vores helt desinficerede klinik med Covid-19 symptomer.
Alle patienter kommer desuden alene, og møder ikke andre patienter. Vi beder eventuelle pårørende om at blive i bilen eller derhjemme. Det vil vi normalt aldrig gøre da det ofte er en fordel at ægtefællen også forstår diagnosen og hører de gode råd.”
Motion er vigtigt.
Det er utrolig vigtigt at få motioneret under krisen da fysisk inaktivitet kan have negative konsekvenser for bl.a. kredsløb, muskler og knogler.
Derfor har vore 130 Pilates-deltagere modtaget en invitation på mail med et link til Pilatesvideoer, hvor Kiropraktorhusets fysioterapeut Iben Nygaard Nielsen formidler Pilates i verdensklasse direkte hjem i stuerne.
Skulle du også have lyst til at prøve en times hjemmetræning eller se nogle af vore andre øvelser, så kan du klikke HER.
En smule kreativ bliver man altså under en sådan krise, hvor omsorg får et nyt udtryk. Men det er en meget anderledes hverdag i Kiropraktorhuset i disse tider.
03.03.2020
6.12.2019
Når julemanden løfter sækken!
Julemandens sæk
Når julemanden løfter sin sæk op på skuldrene, får han et tryk på sin rygsøjle. Hvis sækken vejer 30 kg på skuldrene, og han går med bøjet ryg, giver det et tryk på 700 kg på de nederste lændehvirvler!
Kan det virkelig være sandt? Ja, siden vi mennesker (og nisser) rejste os op og begyndte at gå på 2 ben, har rygsøjlen været udsat for store belastninger. Rygsøjlens konstruktion har ikke ændret sig særlig meget siden vi gik på alle fire og derfor er trykpåvirkninger på lændens hvirvler og led steget markant. Det kan Kiropraktorhuset bevidne, hvor vi dagligt ser patienter med lændegener.
Vægtstangsprincippet
Vi kender alle vægtstangsprincippet, hvor vi udnytter en lang arm til at forstærke løftekraften. Det er det princip vi bruger når et brækjern eller en grensaks tages i brug. Vægtstangsprincippet hjælper os i utallige redskaber.
Når julemanden tager en af de helt store pakker op af sækken, kan det sammenlignes med vægtstangsprincippet blot i omvendt forstand, hvor det her er julemandens krop, der er ”vægtstangen”. Det forklarer de kæmpe tryk der opstår i lænderyggen, når en genstand løftes.
Selv ved løft på fx 20 kg, på den rigtige måde, med lige ryg og bøjede ben, opstår der et tryk på 210 kg på 3. lændehvirvels diskusskive, hvilket er en stor belastning for ryggen, kan kiropraktor Peter Gyrst konstatere.
I Kiropraktorhuset
Kiropraktorhusets patienter med lændegener bliver ofte overrasket over at høre hvor enorme belastninger, der er på lænderyggen ved ganske almindelige løft, som f.eks. når juleøllet skal tages ud af bagagerummet.
En rask ryghvirvel tåler et tryk på et ton eller mere, før den brister. Vi ser dog somme tider i praksis, at der opstår brud på rygsøjlen ved løft, men her er der ofte tale om ældre med knogleskørhed eller andre sygdomme, der nedsætter ryghvirvlernes styrke.
Oftest er den lidelse som vi ser i praksis diskusprolapsen. Forskellige grader af ødelagte diskusskiver opstået under løft med stort tryk på diskus eller gentagne små skæve belastninger.
Brug både hovedet og maven
For at undgå at overbelaste ryggen, kan du gøre som julemanden og styrke både ryg- og mavemuskler og lære at bruge dine muskler hensigtsmæssigt, når du fx løfter. Et stærkt muskelkorset er med til at skabe et trykkammer i bughulen, som kan tage noget af belastningen af rygsøjlen. Vær derfor opmærksom på ryggen her i juletiden og sørg for at spænde op i maven når juletræet bæres ind i stuen
Rigtig glædelig jul til alle fra Julemanden og Kiropraktorhuset.
Kilde: Clinical Biomechanics of the spine
Skrevet af kiropraktor Peter Gyrst, 3. generation af kiropraktorer i Danmark. Uddannet på Palmer University i USA, hvor kiropraktikken opstod i sin tid. Har haft egen klinik i Odense centrum og behandler nu i Kiropraktorhuset Gl Toldbod i Nyborg.
Foto: Kiropraktor Morten Bækgaard
14.11.2019
Movember …. Det er ikke for skæg !
I november sættes der hvert år ekstra fokus på mænds helbred i form af ”Movember”.
Forskning viser, at bækkenbundstræning kan forbedre følgerne efter operation eller strålebehandling i forbindelse med prostatakræft, hvor bl.a. uønsket vandladning (inkontinens) eller problemer med at lade vandet kan være en gene.
I KIROPRAKTORHUSET har vi fokus på mænds helbred hele året rundt!
Flere og flere mænd får øjnene op for de gode egenskaber som Pilates medfører. Gennem Pilates sikres det at kernemusklerne kan fungere hensigtsmæssigt. Bækkenbunden er en del af kernemuskulaturen og er præcis lige så modtagelig for træning som resten af kroppens muskler og skal støtte dig, når du bevæger dig rundt. Optimalt spændes bækkenbunden helt af sig selv, når der er brug for det, men ved inkontinens sker det ikke altid automatisk. Alle bevægelser kræver spænding af mavens muskler og dermed øget bugtryk og pres på bækkenbunden. Det er derfor vigtigt at have fokus på korrekt spænding af bækkenbunden, hvilket der er i Pilates.
SÅREDE SOLDATER som inspiration
Træningsformen Pilates er opfundet af Joseph H. Pilates, som i begyndelsen anvendte springfjedre fra hospitalsenge til genoptræning af sårede engelske soldater under første verdenskrig. Senere blev Pilates brugt som styrkende og skadesforebyggende træning af bl.a. boksere i USA.
VORES MÆND
Mange af vores mandlige deltagere starter til Pilates pga. et specifikt problem såsom rygsmerter, men når de oplever effekten af Pilates, bliver de dedikerede Pilatesudøvere og flere af vores mænd har trænet i huset i adskillige år.
PROFESSIONELLE OG PILATES
Pilates kan også være et godt supplement til enhver anden motionsform så skader forebygges og præstationen øges. Flere mandlige topatleter, som f.eks. Tiger Woods og Cristiano Ronaldo har integreret Pilates i deres træning.
FRA SPRINGFJEDRE til moderne udstyr
I Kiropraktorhuset har vi et bredt udvalg af Pilatesudstyr, bl.a. Reformer, Tower, Wundachair og andre redskaber, hvilket giver unik mulighed for mange forskellige øvelser, og derved variereret og udfordrende træning.